Det er en god idé, at elever i indskolingen prøver at være i skolekøkkenet, så de får nogle erfaringer med bagning og madlavning, inden de skal have hjemkundskab. En af de store udfordringer i hjemkundskabsfaget er at læse og forstå opskrifter.
1.a skulle i skolekøkkenet og lave kokosmakroner. De skulle arbejde sammen i makkerpar. Inden vi gik i skolekøkkenet, arbejde vi i fællesskab med opskriften i klassen. Først fik vi styr på hvilke ingredienser, vi skulle bruge (hvem deltager). Her brugte vi nominalgruppeskemaet til at finde ud af, hvor meget vi skulle bruge, og om der var særlige ting, vi skulle være opmærksomme på. Vi satte de fire deltagere ind i skemaet (æg, sukker, kokosmel og chokolade). Bagefter udfyldte vi resten af skemaet ved at finde informationerne i opskriften. (Det med at ægget skulle være uden skal, var noget en elev foreslog, og det blev vi enige om, var en god idé!) Da skemaet var udfyldt, blev det taget ned fra tavlen. Nu skulle eleverne i makkerpar fortælle hinanden, hvilke ingredienser der skulle bruges for at lave kokosmakroner. I alle makkerpar kunne de huske og genfortælle alle informationer omkring de fire ingredienser!
Derefter gik vi videre med at se på opskriften og finde deltagere, processer og omstændigheder. Undervejs fik vi sat fokus på alle de deltagere, der enten var nævnt i forbindelse med fremgangsmåden, eller som ikke var nævnt direkte i opskriften, men som skulle bruges for at kunne bage kokosmakronerne (skål, elpisker, bageplade, bagepapir, mel, vand, kasserolle, lille skål).
Eleverne var hurtige til at fange, at processen stod forrest i sætningen (hvad skal vi gøre). At deltageren stod lige bagefter (hvad skal bruges) og at omstændighederne stod til sidst (hvordan skal vi gøre det) fx tilsæt kokosmel lidt efter lidt.
Vi måtte have fokus på at æg +sukker+kokosmel blev kaldt dej senere i opskriften. Dejen blev sidst i opskriften omtalt som en kage. Nogle børn vidste, at dej bliver til kage, når det bliver bagt. Men hvis man aldrig har bagt før, ved man ikke nødvendigvis, hvordan det hænger sammen…
Vi tog den store opskrift med farverne med ned i hjemkundskab og hang den op på tavlen. Eleverne syntes, at det havde været lidt langsommeligt og kedeligt at arbejde med opskriften i klassen. Men det viste sig, at det var en stor støtte for dem, da vi kom ned i hjemkundskab og skulle bage. De klarede stort set uden hjælp at lave dejen! Hvis de gik i stå i en proces, brugte vi tid på at genlæse opskriften. Det var oftest omstændighederne, der skulle findes.